|
Vedtægter for Den selvejende institution Herning Krisecenter for voldsramte kvinder Herning, marts 2006 |
|
|
§ 1. Herning Krisecenter er en selvejende institution med hjemsted i Herning I henhold til § 109 - 110 i lov om social service er der indgået overenskomst med virkning fra den 1. januar 2007 med Herning Kommune om institutionens drift. Den selvejende institutions drift gennemføres med tilskud fra Herning Kommune samt ved betaling fra brugerne. Herning Krisecenter er berettiget til at søge og modtage tilskud fra fonde, organisationer, private med flere. Sådanne bidrag skal bruges i overensstemmelse med de formål, hvortil de er ydet og nedsætter ikke ovennævnte tilskudsmyndigheders økonomiske forpligtelser i forhold til den på et hvert tidspunkt gældende samarbejdsaftale og det gældende budget. § 2. FORMÅL. Stk. 1. Krisecenterets formål er at tilbyde voldsramte kvinder og deres eventuelle børn midlertidig bolig, hjælp-til-selvhjælp samt at yde støtte i en reetableringsperiode. Stk. 2. Endvidere er det centrets formål at formidle kendskabet til volden i familier og parforhold. Det sker blandt andet gennem samarbejde med andre offentlige myndigheder om de forebyggende og opfølgende aktiviteter, der iværksættes omkring brugerne af krisecenteret. § 3. Særlige forhold vedrørende anonymitet og registrering.
Stk. 1. Bortset fra daglig beboerfortegnelse, må registrering og journalisering, der kan identificere den enkelte bruger, ikke finde sted. § 4. Generalforsamlingen. Stk. 1. Generalforsamlingen er institutionens øverste myndighed og afholdes hvert år i første kvartal
Stk. 2. Stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle, der har betalt kontingent til Støtteforeningen “Kvinder i Herning”, og i mindst tre måneder har været medlem af en vagtgruppe. Der henvises til pkt. 2 i vedtægterne for Støtteforeningen “Kvinder i Herning”. Repræsentanten og Herning Kommune er ligeledes stemmeberettigede på generalforsamlingen. Alle stemmeberettigede har hver een stemme. Ansatte har ikke stemmeret på generalforsamlingen. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Generalforsamlingen beslutter ved almindeligt flertal blandt de stemmeberettigede fremmødte.
Stk. 3. Bestyrelsen indkalder til generalforsamling med mindst 1 måneds varsel ved udsendelse af dagsorden. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, indsendes skriftligt og skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage forud for generalforsamlingens afholdelse.
Stk. 4. For generalforsamlingen opstiller bestyrelsen en dagsorden, der mindst skal indeholde følgende punkter : 1. Valg af dirigent. 2. Valg af stemmetællere. 3. Formandens/bestyrelsens beretning. 4. Fremlæggelse af regnskab og budget for Herning Krisecenter. 5. Valg af medlemmer til bestyrelsen for Herning Krisecenter, samt valg af suppleanter. 6. Fremlæggelse af Støtteforeningens regnskab. 7. Behandling af indkomne forslag 8. Eventuelt Alle valg skal ske ved skriftlig afstemning, såfremt dette begæres af et stemmeberettiget medlem. Endelig dagsorden med indkomne forslag udsendes til alle medlemmer af Støtteforeningen “Kvinder i Herning”, mindst 8 dage forud for generalforsamlingens afholdelse.
§ 5. EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING. Stk.1. Bestyrelsen forpligter sig til at indkalde til ekstraordinær generalforsamling, såfremt 1/3 af foreningens medlemmer ved skriftlig tilsagn har ytret ønske herom, med angivelse af dagsorden for den ekstraordinære generalforsamling. Bestyrelsen kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling, hvis den finder det nødvendigt. Indkaldelse med angivelse af dagsorden for den ekstraordinære generalforsamling skal ske senest 14 dage efter begæringens modtagelse.
§ 6. BESTYRELSEN. Stk.1 Bestyrelsen varetager den overordnede ledelse af Krisecentret, og Krisecenterlederen varetager den daglige ledelse og drift af centret. Bestyrelsen består af 7 medlemmer, sammensat på følgende måde: 1 bestyrelsesmedlem udpeges af Herning Byråd. 1 bestyrelsesmedlem udpeges blandt personalet. De øvrige 5 bestyrelsesmedlemmer samt 2 bestyrelsessuppleanter vælges blandt Støtteforeningen “Kvinder i Herning”s aktive medlemmer for 2 år ad gangen. Dog kan bestyrelsen supplere sig med 1 passivt medlem af Støtteforeningen “Kvinder i Herning”. Et eventuelt supplerende medlem sidder i bestyrelsen for 2 år ad gangen. 3 bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år og 2 bestyrelsesmedlemmer i lige år. Suppleanter er de, der har fået flest stemmer efter de valgte bestyrelsesmedlemmer. Byrådsrepræsentanten udpeges for en 4 års periode, svarende til den kommunale valgperiode.
Stk. 2 Bestyrelsen konstituerer sig selv og er beslutningsdygtig, når mindst 4 bestyrelsesmedlemmer jfr. § 6 stk. 1 er tilstede. Beslutninger i bestyrelsen træffes ved almindeligt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens (i dennes fravær næstformandens) stemme afgørende.
Stk. 3 Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 4 Der føres protokol over forhandlingerne i bestyrelsen.
§ 7. BESTYRELSENS ANSVAR. Stk. 1. Bestyrelsen påser, under ansvar overfor generalforsamlingen, at den selvejende institutions administrative og økonomiske anliggender varetages under hensyntagen til institutionens formål og de regler, der til enhver tid gælder for institutionens ledelse og drift.
Stk. 2. Indgåelse og ophævelse af aftaler, der rækker ud over institutionens daglige ledelse og drift, kræver bestyrelsens godkendelse.
Stk. 3. Beslutning om indgåelse eller ophævelse af overenskomst med Herning Kommune om indgåelse og ophævelse af aftaler, som vedrører den selvejende institutions kapital, kræver tilslutning fra 2/3 af bestyrelsesmedlemmerne jfr. § 6 stk. 1.
Stk. 4. Ansættelse/afskedigelse af leder forudsætter godkendelse af Herning Kommune. Ved ansættelse af leder skal repræsentant fra Herning Kommune deltage i ansættelsesudvalg og dermed bedømmelse af ansøgere. Ved afskedigelse af leder skal Herning Kommunes løn- og personaleafdeling konsulteres, forinden bestyrelsen skrider til afskedigelse. Ansættelse og afskedigelse af medarbejdere foretages af lederen i samråd med bestyrelsen.
§ 8. FÆLLESMØDET. Stk. 1. Bestyrelsen for den selvejende institution “Herning Krisecenter for voldsramte kvinder” indkalder mindst to gange årligt til fællesmøde med deltagelse af bestyrelsen, leder og aktive medlemmer af Støtteforeningen “ Kvinder i Herning”. Fællesmødet er et forum hvor dialog, informationer og visioner udveksles.
Stk. 2. Støtteforeningen “Kvinder i Herning” har blandt andet til formål at støtte og deltage i driften af den selvejende institution “Herning Krisecenter for voldsramte kvinder”.
§ 9. ØKONOMISK ANSVAR. Stk. 1. Institutionen hæfter med sin formue efter dansk rets almindelige regler for alle institutionen påhvilende gældsforpligtelser.
Stk. 2. Der kan ikke pålægges den valgte bestyrelse personligt økonomisk ansvar.
Stk. 3. Til at forpligte institutionen kræves underskrift af formanden eller næstformanden og et af bestyrelsens øvrige medlemmer.
Stk. 4. Ved dispositioner, der henhører under den daglige ledelse og drift, forpligtiges institutionen ved lederens underskrift.
§ 10. VEDTÆGTER. Stk. 1. Vedtægtsændringer skal behandles på en ordinær generalforsamling og forelægges Herning Kommunetil godkendelse. § 11. INSTITUTIONENS NEDLÆGGELSE. Stk.1. I tilfælde af institutionens nedlæggelse skal kapitalen, efter godkendelse af Herning Kommune, anvendes til lignende sociale formål for kvinder.
Ovennævnte vedtægter for “Herning Krisecenter for voldsramte kvinder” godkendes herved af Herning Kommune marts 2007
|
|